Til vores møbler bruger vi naturmaterialerne træ og linoleum. Det er varme og bløde materialer, som er behagelige at røre ved, og som samtidig dæmper de hårde lyde, når man sætter et glas eller en tallerken på bordet.

Vi genbruger gamle egetræsborde, som vi saver op langs de oprindelige limninger. Derefter høvler vi træet rent og limer plankerne sammen igen. Træet har været lagret i 50 år eller mere, hvilket betyder, at risikoen for, at det slår sig eller udvikler svindrevner, er minimal.

De færdige bordplader fremstår med hele planker, hvor man virkelig oplever åretegningen – træets sjæl. Det står i kontrast til mange moderne træborde, som er limet sammen af utallige små stykker træ – en slags biksemad.